Hos Skanlux er vi som altid både glade og stolte over at støtte De danske hospitalsklovne i deres enestående arbejde, derfor sagde vi også ja til at hjælpe i 2020.
De danske hospitalsklovne, støtter indlagte børn og deres familier og giver dem en tryg hånd at holde i, når livet på hospitalet gør ondt.
De arbejder for at styrke indlagte børns livsglæde og livsmod, så de bedre kan stå sygdomsforløbet igennem. Vi møder og anerkender barnet der, hvor det er. I angsten, i glæden, i kedsomheden.
Når de træder ind i et rum, ser de mennekserne, der er – børn, pårørende og personale – og reagerer på den konkrete stemning. Måske er der brug for at omdanne hospitalsstuen til et rum fuld af leg og magi. Måske er der brug for hjælp til at gennemføre en undersøgelse. Eller måske er der brug for, at vi sætter ord og krop på barnets smerte.
Hospitalsklovnen deler sin styrke med barnet og giver, hvad der er behov for. For mange børn kan klovnen blive en tryg hånd at holde i, når livet på hospitalet gør ondt. Og et anker at vende tilbage til.